Undersøgelse af hjerterytmen

En undersøgelse af hjerterytmen kan foretages på forskellige måder og den valgte metode vil afhænge af dine symptomer. 

R-test, er en undersøgelse, hvor hjerterytmen registreres på en bærbar modtager over flere døgn. Registreringen afslører eventuelle forstyrrelser i hjerterytmen, hvorefter lægen vurderer, om det drejer sig om helt almindelige variationer i hjerterytmen eller rytmeforstyrrelser, som kræver behandling. Undersøgelsen er specielt god til dig, der oplever generende symptomer (eksempelvis hjertebanken), der kommer og går.

Instruktioner udleveres ved påsætning. 

 

 

Holter, er en undersøgelse, hvor hjerterytmen registreres på en bærbar modtager over 24 timer. Optageren gemmer en optagelse af hjerterytmen i hele optageperioden. Herefter kan lægen vurdere, om der har været hjerterytmeforstyrrelser, der kræver behandling eller om der blot er tale om almindelige variationer i hjerterytmen. Undersøgelsen er specielt god til dig, der har en vedvarende eller meget hyppig hjerterytmeforstyrrelse. 

Instruktioner udleveres ved påsætning.

 

Event recorder, er en håndholdt optager, der typisk lånes med hjem i ca. 4 uger. Her kan du selv lave en optagelse af hjerterytmen, når du oplever symptomer/hjertebanken. Den anvendes typisk ved mere sjældne symptomer. Du instrueres i brug ved udleveringen. Når du afleverer apparatet, sker det under en konsultation med lægen, der giver dig svar på optagelserne med det samme.